Image Icon

Traditionel Klatring

Thore kører traditionelt.

For os Københavnere er Kullen det nærmeste rigtige stykke klippe, og derfor er der mange NKK’ere, der hurtigt vælger at kaste sig ud i alt klatre på egne sikringer. Ruterne på Kullen er generelt ikke boltet, og bliver det heller ikke. I det meste af Skandinavien er det nemlig en udbredt opfattelse, at klatring skal skåne klippen så meget som muligt – og derfor skal vi undgå at bore i den, og sætte bolte. I stedet sætter man kiler med mere fast i klippen, mens man klatrer, og fjerne det igen bagefter. Teknikken kaldes egne sikringer (fordi man selv sætter dem), naturlige sikringer ( fordi de ikke beskadiger klippen) eller traditionel klatring, fordi denne form for klippeklatring faktisk er ældre end bolte.Det er et psykisk ret stort spring at begynde at klatre på egne sikringer.

Objektivt set er det ikke særligt logisk, men de fleste har det nu en gang sådan, at de stoler mere på et stykke metal, som en ukendt person har sat i klippen, end på noget, de selv har sat der. Og det kræver i hvert fald større overskud (fysisk såvel som psykisk) at stå på klippen og rode med et bundt kiler. Derfor er der mange, der tøver meget, eller helt fravælger denne klatreform, hvilket er en skam, for den kan være langt mere spændende og udfordrende end den nære slægtning, sportsklatringen .

Den traditionelle klatring er både lettere tilgængelig og billigere at komme til for NKK’ere: Den giver også en anderledes intens og spændende form for klatring. At starte på traditionel klatring kræver dog andet end psykisk overskud. Udstyret er dyrt: kiler, friends, slynger med mere kan løbe op i mange tusinde kroner, og det er fraregnet det normale sportsklatre-gear: reb, ekspresser, sele, hjelm. Især er friends kostbare (op mod 500,- pr. styk).

Friends er til gengæld et så fascinerende stykke udstyr, at de fleste ender med at anskaffe sig nogen. Det kræves desuden, at alle instruktør-aspiranter i NKK, kan få en Wild Country Friend #4 i munden og ud igen.Minimalt skal man, for at begynde på Kullen have adgang til eet sæt kiler (ca. 400,-) og et sæt Hexentrics (400,-), samt en flok løse slynger (200,-). Med dette i selen kan man begynde på de nemmere ruter på Kullen. Det skal dog understreges, at det tangerer selvmord, hvis man ikke klatrer med hjelm på Kullen. En respektabel hjelm kan klares for ca. 350,-Men udstyret er ikke nok. Man skal også kunne bruge det, og det kræver et kursus. Det kan du tage i NKK nu, men vi har derudover vi en rabataftale med firmaet FarOut, der for 1250,- tilbyder en weekend med en autoriseret klippe-klatre-instruktør på Kullen. Kurserne kan også fåes gennem Dansk Bjergklub. Et sådant kursus må betragtes som minimum, før man bevæger sig ud på kilerne på egen hånd.

Overvinder man sine grænser, og tør stole på det sikringsarbejde, som man selv laver, bliver man på mange måder en meget mere sikker klatrer. Den traditionelle klatrings teknikker er også ofte anvendelige på sportsruter, hvor boltene er lidt tvivlsomme, eller langt fra hinanden, eller der er behov for bundsikring, og så videre. Selv om det kan være en overvindelse, bør ingen klatrer kaste sig ud i større klippe-projekter, uden et basalt kendskab til brugen af egne sikringer.