“friends don’t let friends place friends”

Sportsklatring på Kalymnos, Grækenland

Sportsklatring er en form for klatring hvor man bruger permanente ankre og sikringspunker, der allerede anbragt inden man går igang med at klatre til forskel fra traditionel klatring hvor man selv anbringer signe egne sikringer. Sportsklatring er nok den klatreform, som du først møder, når du begynder at synes, at klatrevæggen ikke kan udfordre dig nok. Sportsklatring er nemlig bare at klatre boltede ruter på klippe – og det minder jo om det, du prøver på væggen. Sportsklatring giver mulighed for at prøve sine klatre-grænser af.

Man kan udfordre sig selv fysisk og psykisk, uden at risikere mere end at slå sig lidt. Oprindelig blev ruter på klippe altid klatret på naturlige sikringer – kiler og så videre. Men efterhånden som man begyndte at klatre meget svære ruter, begyndte man at falde oftere – og på en svær rute kan det være meget vanskeligt at skulle stå og fumle med at få sat en kile rigtigt.  På nogle klippearter kan der også være meget langt mellem sprækkerne, og så kan man slet ikke sætte nogle sikringer. Derfor begyndte franskmændene at sætte bolte fast i klippen. Det gjorde, at det pludselig var ufarligt at falde, og man kunne klatre nogle meget vanskelige ruter, og falde lige så ofte man ville.

Man kan hænge i boltene og overveje hvordan man vil løse den næste sekvens – og man kan lave bevægelser, der er på den yderste grænse for, hvad man teknisk eller styrkemæssigt kan præstere – vel vidende, at det ikke går værre end at man falder et stykke ned og hænger i bolten. Psykisk føles sportsklatringen meget sikker – selvom det ret beset kan være sværere at bedømme en bolt, end en kile. Sportsklatringen er den form for klatring, hvor man arbejder sig op mod at klatre de teknisk vanskeligeste og mest fysisk krævende ruter – men ikke de farligste, eller de psykisk mest udfordrende og angstfremkaldende. Klatrekonkurrencer er også opstået som en del af sportsklatringen, med særligt fokus på det tekniske.

I de seneste år har de dygtigste sportsklatrere – Chris Sharma, David Graham, Liv Sansoz m. fl. – rykket grænserne for hvad der er muligt at klatre ubegribeligt langt, og den øverste grænse for hvad der er muligt flytter sig stadig. Samtidig er sports-klatringen, fordi den er så sikker, også et godt sted at starte for begyndere. Udstyrskravene er til at overskue: hjelm, reb, sele, bremse og en håndfuld ekspres-slynger, og så er du klar; og på nær hjelmen har du det, hvis du klatrer på væg.Af sikkerhedsmæssige årsager er det også en god i de at kende en smule til naturlige sikringer – selv om ruterne er boltede. Men man kan sagtens starte på sportsklatringen for omkring 2000 kroner. Men skiftet fra væg til klippe og sportsklatring, skal tages alvorligt. Oplevelsen af klipperne og den større højde føles ofte som en langt større udfordring end den velkendt væg. Og selv den mest selvsikre vægklatrer skal lære at på klippen kan man ikke stole på at greb og trin bliver siddende, hvor de skal, og at der ikke løber vand ud midt på det gode trin. Men tager man det alvorligt, og tænker sig om, er sportsklatringen noget at det lettest tilgængelige, sjoveste og mest afvekslende former for klatring du kan komme i nærheden af. Det er bare med at komme derud. NKK har arrangeret ture til sportsklatring i Spanien og Frankrig, og det vil sikkert gentage sig i de kommende sæsoner.