Denne lille guide rundt i klatringens forunderlige verden, er ment som en slags overblik over de mærkværdige ord og slang, som du vil støde på, hvis du interesserer dig for klatring. Her er en kort beskrivelse af hvad det er, du kan lave i NKK, og nogle korte appetitvækker-artikler om nogle af de mange andre former for klatring, der findes.

Bouldering

Bouldering er en form for klatring hvor man ikke klatrer med reb og sele, men derimod kun op til 3-5 meter hen over madrasser. Ruterne er korte og gerne mere tekniske end fx sportsruter. Dette gøres både indendørs og udendørs, og man kan dyrke det som en selvstændig sport eller som vinter-styrke/teknik-træning til de ovennænte former for klatring.

Toprebsklatring

Den slags klatring, som er nemmest at gå til, og som alle kan prøve uden videre er Toprebsklatring. Her er der et reb i dig hele vejen op, og du kan sætte dig ned og slappe af, hvis du bliver træt, det bliver for svært eller du bliver skræmt. Toprebet er meget trygt, og man kan mærke at man er i sikkerhed hele vejen op. Toprebet giver mulighed for at koncentrere sig om det vigtigste, nemlig bevægelserne i klatringen. Når man starter med at klatre, er det her man går i gang.

Udstyrskravene er meget begrænsede, så selv om klatring godt kan være en dyr sport, behøver man ikke blive ruineret med det samme. Du skal sammen med din klatremakker bruge:

  • et reb (30 meter er rigeligt til de fleste klatrevægge)
  • en sele hver
  • en låsekarabin
  • en rebbremse
  • klatresko (er ikke livsnødvendige, men det bliver meget sjovere med dem)

Alt i alt kan det gøres for omkring 1200,- og med det udstyr kan du klare dig et langt stykke af vejen.

Føring af ruter

Når du har klatret topreb i nogen tid, vil du nok få lyst til at prøve at føre. Her starter man fra jorden, og tager rebet med sig op undervejs. Det svarer meget til, hvad man vil gøre på klippe, hvor man jo ikke altid kan komme til at sætte et reb op på toppen af klippen.

Man opfatter gerne det at føre som en mere “ren” form for klatring, fordi man ikke kan støtte sig til rebet, og kun kan komme op ad væggen ved egen kraft. Samtidig er der også en psykisk større udfordiring i at føre, fordi man jo reelt kan komme til at falde et stykke ned, hvis man ryger af væggen.

Den lidt specielle flyvende væg på NKKs klatretårn er et eksempel på klatring, der skal føres, og ikke kan toprebes. Den slags klatring findes der meget af på klippe, og derfor er det fornuftigt at få lært at føre og få fod på det tekniske, inden man går ud i naturen. For at begynde at føre skal man have anskaffet sig:

7-10 ekspresslynger
Det kan gøres for en 800,- hvis man er sparsommelig. Der er intet loft for hvor mange penge man kan fyre af på klatreudstyr.

Klippeklatring

Når du føler dig sikker i disse teknikker på væggen er det tid at gå ud på klipperne og prøve dine færdigheder af, og opleve klatringen for fuld udblæsning. I menupunkterne til højre kan du læse lidt mere om de mange former for klatring, der er at gå videre med..

Du kan også bevæge dig ud i verden og læse om klatring andre steder: se vores side med klatrelinks.